
Unge talenter repræsenterer Danmark i ’La Cinef’
Førsteårsfilmen ’Måske i marts’ af Mikkel Bjørn Kehlert fra Super16 er udtaget til ’La Cinef’, festivalens konkurrence for filmskolefilm. Filmen skildrer en families sidste dage på deres slægtsgård og konkurrerer om en af de mest eftertragtede priser for unge filmskabere.

Ny koproduktion i det officielle program
Den islandsk-danske film ’The Love That Remains’, instrueret af Hlynur Pálmason, er udtaget til det officielle program ’Cannes Premiere’. Filmen er produceret af Katrin Pors fra Snowglobe Film og distribueres i Danmark af Scanbox.
Dansk producer blandt Europas mest lovende

Daniel Mühlendorph fra Hyæne Film er udvalgt som en af de 20 europæiske producere i det anerkendte talentprogram ’Producers on the Move’, der finder sted under festivalen. Mühlendorph, uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017, står bag film som ’Blokhavn’, ’Hvor kragerne vender’ og ’Krysantemum’.
Dokumentarfilm udtaget til Cannes Doc
Instruktør Ida Kat Balslev og producent Sidsel Lønvig Siersted står bag filmen 'My Rebel Heart', der er udtaget til Cannes Doc, hvor den pitches blandt en række udvalgte internationale projekter.
Midt i besættelse og krig følger 'My Rebel Heart' den unge skuespillerinde Yara, mens hun navigerer den fine balance mellem sine kunstneriske ambitioner og kampen for palæstinensisk befrielse.
Danske koproduktioner i hovedkonkurrencen
Filminstituttet har ydet støtte til to nordiske film, der konkurrerer om Guldpalmen, nemlig den svensk-danske koproduktion ’Eagles of the Republic’, instrueret af Tarik Saleh, samt norsk-danske ’Sentimental Value’ af danskfødte Joachim Trier.
Derudover er den fransk-danske ’Den Nye Triumfbue’ udtaget til ’Un Certain Regard’. Filmen, med Claes Bang og Sidse Babett Knudsen i bærende roller, fortæller historien om den danske arkitekt bag Triumfbuen i Paris.